2.1. Beskriv venligst de generelle principper: Hvilke effekter er en del af formuefællesskabet? Hvilke effekter er en del af ægtefællernes private ejendom?

Det såkaldte akkvisitionsfællesskab er som udgangspunkt det lovbestemte formueforhold mellem ægtefæller. Dette svarer i det store hele til en oprettelse af særeje. Hverken mandens eller hustruens aktiver overgår til at være ægtefællernes fælles ejendom ( § 1363, stk. 2, BGB [tysk retsplejelov]). Det samme gælder aktiver, som en ægtefælle erhverver efter ægteskabets indgåelse. Imidlertid vil enhver forøgelse af ægtefællernes aktiver, som er sket under ægteskabet, blive ligeligt delt, når ordningen for ægtefællernes formueforhold ophører, særligt som følge af skilsmisse eller ved den ene ægtefælles død. Generelt er ægtefællerne ikke underlagt begrænsninger med hensyn til at afhænde deres aktiver og hæfter ikke for den anden ægtefælles gæld (vedrørende begrænsninger for afhændelse, jf. punkt 2.4; vedrørende ansvarsbetingelser, jf. punkt 2.5).

2.2. Findes der lovmæssige principper for tilskrivning af ejendomsret?

Der er en (afbeviselig) formodning til fordel for kreditorer, i henhold til hvilken visse aktiver tilhører en af ægtefællerne. Dette er særligt relevant, hvad angår tvangsfuldbyrdelse (jf. punkt 2.6).

2.3. Bør ægtefællerne udarbejde en fortegnelse over aktiver? Hvis ja, hvornår og hvordan?

Det kræves ikke, at ægtefællerne udarbejder en opgørelse over aktiver. Udarbejdelsen af en opgørelse over aktiver ved ægteskabets begyndelse ("oprindelige aktiver") gør det imidlertid lettere at påvise forøgelsen i løbet af ægteskabet (jf. punkt 5.3). Hvis der ikke udarbejdes en opgørelse over de oprindelige aktiver, gælder der en afbeviselig formodning, hvorved en ægtefælles endelige aktiver udgør hans eller hendes formueforøgelse ( § 1377, stk. 3, BGB).

2.4. Hvem har ansvaret for at forvalte aktiverne? Hvem har ret til at disponere over aktiverne? Må den ene ægtefælle sælge/forvalte aktiverne alene, eller er det nødvendigt med et samtykke fra den anden ægtefælle (f.eks. i tilfælde af salg af ægtefællernes bolig)? Hvilken virkning har et manglende samtykke på gyldigheden af en juridisk transaktion og på muligheden for at gøre indsigelse over for tredjepart?

Generelt kan ægtefællerne frit afhænde deres respektive ejendom under ægteskabet, dog med forbehold for anden aftale.
Princippet om fri afhændelse af egen ejendom er imidlertid begrænset på følgende måde:

• En ægtefælle må ikke afhænde hele sin egen ejendom uden den anden ægtefælles godkendelse. I henhold til retspraksis kan et aktiv, som udgør 80 % af den ægteskabelige ejendom tilhørende den ægtefælle, der afhænder den, betragtes som værende "ejendommen i sin helhed" ( § 1365 BGB). I praksis opfyldes disse betingelser ofte, når der er tale om fast ejendom.
• Desuden må en ægtefælle kun afhænde genstande til husstandens behov, som han eller hun er eneejer af, med den anden ægtefælles godkendelse ( § 1369 BGB). Den fælles bolig indgår ikke i husholdningsgenstande. I dette tilfælde opfyldes betingelserne i § 1365 BGB, som der henvises til ovenfor, imidlertid ofte.

Hvis en ægtefælle ikke giver sit samtykke på forhånd, vil en kontrakt blive stillet i bero og er uden retsvirkning, indtil godkendt af den anden ægtefælle (§ 1366, art. 1, BGB). I mangel af godkendelse er kontrakten ugyldig. I visse tilfælde kan familieretsdomstolen give samtykke på vegne af den ægtefælle, som ikke har givet sin godkendelse. Hvis en tredjepart kræver, at dennes aftalepartner afgiver sit samtykke, skal tredjeparten underrettes om samtykket senest inden for to uger. Ellers vil samtykket blive betragtet som ikke givet.

2.5. Er eventuelle juridiske transaktioner foretaget af den ene ægtefælle også bindende for den anden?

Generelt er forpligtelser, som den ene af ægtefællerne har påtaget sig alene, kun bindende for ham eller hende. Hvis en ægtefælle imidlertid er blevet bemyndiget til at indgå forpligtelser med henblik på at sikre, at familiens daglige behov bliver opfyldt, vil virkningen af disse forpligtelser også være bindende for den anden ægtefælle (§ 1357, stk. 1, BGB).

2.6. Hvem hæfter for gæld, der er opstået i løbet af ægteskabet? Hvilke aktiver kan bruges af kreditorerne til at dække deres krav?

Ægtefællerne hæfter kun for egen gæld, medmindre den anden ægtefælle på ekstraordinært grundlag har fået hæfteansvar for gælden grundet forpligtelser, som er indgået for at sikre, at daglige behov opfyldes (jf. punkt 2.5). Udover dette specifikke tilfælde kan kreditorer kun gøre krav på den ejendom, som tilhører den ægtefælle, som de har indgået aftale med, eller som på anden vis hæfter over for dem (f.eks. erstatningsansvar uden for kontraktforhold).

Tvangsfuldbyrdelse gennemføres ved en afbeviselig formodning om ejerskab (jf. punkt 2.2). Det formodes, at løsøre, som er i den ene eller den anden ægtefælles besiddelse, tilhører debitor (udpantning) (§ 1362 BGB sammen med § 739 ZPO [retsplejeloven]). Denne formodning gælder ikke aktiver, som udelukkende er til den ene af ægtefællernes personlige brug.

Print this topic

back to top