2 Findes der et lovbestemt formueretligt forhold mellem ægtefæller, og hvori består dette i så fald?
2.1. Beskriv venligst de generelle principper: Hvilke effekter er en del af formuefællesskabet? Hvilke effekter er en del af ægtefællernes private ejendom?
Den legale ordning om formueforhold for ægtefæller er systemet for separat fælleseje. Det reguleres af ægteskabsloven (1987:230) (ÄktB). Hver ægtefælle beholder sin ejendom, uanset om ejendommen blev erhvervet forud for eller i løbet af ægteskabet, og hver ægtefælle hæfter for egen gæld over for kreditorer (ÄktB 1:3). Hver ægtefælle har dog samtidig en ægteskabelig rettighed, der giver vedkommende fordring på halvdelen af den ægteskabelige ejendoms nettoværdi ved ægteskabets opløsning. Den ægteskabelige rettighed er således ikke det samme som ejendomsret. Alt, hvad der ikke er separat ejendom, er ægteskabelig ejendom, (ÄktB 7:1). Ejendom kan defineres som værende separat på grundlag af en ægtepagt eller som følge af en betingelse stillet af tredjepart, for eksempel i et testamente (ÄktB 7:2).
2.2. Findes der lovmæssige principper for tilskrivning af ejendomsret?
Ægtefællernes aktiver er ægteskabelig ejendom, medmindre andet er angivet.
2.3. Bør ægtefællerne udarbejde en fortegnelse over aktiver? Hvis ja, hvornår og hvordan?
Ved registrering af en skilsmissebegæring noteres hver ægtefælles aktiver og passiver i det omfang, det er nødvendigt, således som de var på tidspunktet for indgivelsen af begæringen. Hvis ægteskabet opløses pga. en ægtefælles død, skal aktiver og passiver ligeledes noteres. Såfremt der er behov for en opgørelse over boet, udpeger retten en bodelingssekretær (ÄktB kapitel 17). Der gøres opmærksom på, at svensk lov ikke kræver notering af ægtefællernes ejendom på tidspunktet for ægteskabets indgåelse.
2.4. Hvem har ansvaret for at forvalte aktiverne? Hvem har ret til at disponere over aktiverne? Må den ene ægtefælle sælge/forvalte aktiverne alene, eller er det nødvendigt med et samtykke fra den anden ægtefælle (f.eks. i tilfælde af salg af ægtefællernes bolig)? Hvilken virkning har et manglende samtykke på gyldigheden af en juridisk transaktion og på muligheden for at gøre indsigelse over for tredjepart?
Hver ægtefælle kan frit afhænde sin ejendom. Den anden ægtefælles samtykke kan dog kræves til afhændelse af parrets fælles hjem og indbo samt for afhændelse af fast ejendom generelt. Disse begrænsninger er angivet i ÄktB 7:5 og betyder grundlæggende, at en ægtefælles samtykke kan kræves i forbindelse med pantsætning, forpagtning og salg af ejendom, hvad enten der er tale om en ægtefælles ægteskabelige eller separate ejendom. De juridiske konsekvenser af afhændelse i modstrid med begrænsningerne i ÄktB 7:5 er angivet i ÄktB 7:8-9. Kort fortalt er en retshandel udført i modstrid med begrænsningerne ugyldig, og som regel gives ejendommen tilbage til den oprindelige ejer. Ejeren kan dog anmode retten om tilladelse til at afhænde særlig ejendom uden den anden ægtefælles samtykke (ÄktB 7:8). Ved indgivelse af skilsmissebegæring (det såkaldte kritiske tidspunkt) forpligtes hver ægtefælle til at stå til regnskab for sin adfærd med de aktiver og passiver, der skal omfattes af bodelingen (ÄktB 9:2-3). For at beskytte en ægtefælles rettigheder ved bodelingen kan retten efter anmodning fra vedkommende beslutte at fratage den anden ægtefælle brugsretten til særlig ejendom (på svensk: särskild förvaltning) (ÄktB 9:8), indtil bodelingen er fuldført.
2.5. Er eventuelle juridiske transaktioner foretaget af den ene ægtefælle også bindende for den anden?
Retshandeler udført af den ene ægtefælle er ikke bindende for den anden ægtefælle. Hver ægtefælle er indehaver af sin ejendom og hæfter for egen gæld. Ægtefællerne hæfter kun i fællesskab for gæld, de har indgået i fællesskab.
2.6. Hvem hæfter for gæld, der er opstået i løbet af ægteskabet? Hvilke aktiver kan bruges af kreditorerne til at dække deres krav?
Ægtefællerne hæfter kun for egen gæld, både i forbindelse med separat og ægteskabelig ejendom. En ægtefælles ejendom - uanset om den er ægteskabelig eller separat - kan anvendes til at dække vedkommendes eller begge ægtefællers gæld, forudsat at de har indgået forpligtelsen i fællesskab og således hæfter solidarisk for den.
