Bruxelles II bis-forordningen fastsætter regler om direkte kompetence i skilsmisserelaterede sager, lovlig separation og opløsning af ægteskaber. Loven vedrører ikke stridsmål, der udelukkende angår formuerelaterede følger af ægteskabet. Ved afgørelser om, hvorvidt franske domstole har domsmyndighed, er dommere forpligtet til automatisk at anvende den domsmyndighed, som svarer til denne lov, inden de anvender de nationale regler om domsmyndighed.

Bruxelles II bis-forordningen giver sagsøgere mulighed for at vælge mellem to væsentlige kriterier for afgørelse af domsmyndighed: normalt opholdssted (art. 3-1-a) eller statsborgerskab (art. 3-I-b). Således kan sagsøgere vælge mellem syv varianter af domsmyndighed (Cass. civ. I, 24. september 2008, anke nr. 07-20.248).

For stridsmål, der udelukkende angår formuerelaterede følger af ægteskabet, afgøres international domsmyndighed af omfanget af de nationale regler om domsmyndighed.

I national ret har familieretsdommeren eksklusiv domsmyndighed i personlige anliggender. Den kompetente domstol vil være den, der dækker det sted, hvor parret opholder sig. I tilfælde, hvor parret har hvert sit opholdssted, vil den kompetente familieretsdommer være den, der dækker det sted, hvor ægtefællen normalt opholder sig med mindreårige børn og, i andre tilfælde, familieretsdommeren på det sted, hvor den ægtefælle, som ikke har anmodet om skilsmisse, opholder sig (art. 1070 C.P.C).

En fransk dommer vil ligeledes være kompetent i tilfælde af, at en af stridens parter er fransk statsborger (art. 14 og 15 CC).

Print this topic

back to top