9 Hvilken ansvarlig myndighed skal man henvende sig til i tilfælde af konflikter og andre juridiske spørgsmål?

Fordelingen af fællesejet kan kombineres med en skilsmissebegæring. Den juridiske bemyndigelse for anmodningen om fordeling følger reglerne for den juridiske bemyndigelse vedr. skilsmisse (se art. 4, § 3, Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering = retsplejeloven) som reguleret i Bruxelles II bis. Hvis fordelingen af fællesejet ikke ledsages af en skilsmisseforhandling (eksempelvis hvor der anmodes om fordeling af ejendom, efter en skilsmisseafgørelse er blevet foretaget), vil retsplejelovens art. 2 blive gjort gældende, og nederlandsk ret vil have domsmyndighed, hvis den tiltalte part har sit sædvanlige opholdssted i Nederlandene.

Rådets forordning (EU) 2016/1103 af 24. juni 2016 finder anvendelse på alle retssager, der er indledt, domme, der er afsagt, og akter, der er udstedt, efter den 29. januar 2019 uden hensyntagen til datoen for indgåelsen af ægteskabet.

I henhold til forordningen vil de kompetente myndigheder være som følger:

- Spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller i tilfælde af den ene ægtefælles død henhører under den ret, der skal træffe afgørelse i arvesagen (Artikel 4).

- I spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller i tilfælde af begæring af skilsmisse, separation eller annullation af et ægteskab henhører kompetencen i almindelighed under den ret, der er kompetent til at træffe afgørelse i den ægteskabelige tvist.

- I andre tilfælde kan ægtefællerne enes om, at kompetencen skal henhøre under den medlemsstat, hvis lov er valgt, eller den medlemsstat, hvor ægteskabet er indgået. Aftalen skal udformes skriftligt og dateres og underskrives af parterne I tilfælde af manglende aftale henhører kompetencen til at afklare spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller, bortset fra i tilfælde af en ægtefælles død eller en ægteskabelig tvist, som hovedregel under retterne i den medlemsstat:

  • på hvis område ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller
  • på hvis område ægtefællerne senest havde deres sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig er bosat dér, eller
  • på hvis område sagsøgte har sit sædvanlige opholdssted, eller
  • hvor begge ægtefæller er statsborgere.

Bortset fra eventuelle retstvister er notarer ikke bundet af disse kompetenceregler og kan derfor handle frit, for eksempel ved udarbejdelse af en ægtepagt, en aftale om lovvalg eller et officielt bekræftet dokument, hvori den ægteskabelige formueret er delt eller fordelt.