5 Hvilke konsekvenser har skilsmisse/separation?

Ægteskabets ophør fører til opløsning af ægtefællernes formueforhold (Art. 27 FC) og deling af fællesejet.

5.1. Hvordan deles aktiver (tinglige rettigheder)?

Ægtefællernes bodele i fællesejet er lige (Art. 28 FC).

Dog kan retten afgøre, at en større del af fællesejet skal gå til den ægtefælle, der har opnået forældremyndigheden over de mindreårige børn, hvis dette er forbundet med særlige vanskeligheder for vedkommende. Samme ægtefælle modtager ud over sin andel det løsøre, der er beregnet til børnenes opvækst og uddannelse (Art. 29, par. 1 og 2 FC). I tilfælde af skilsmisse kan retten også tildele en større bodel, såfremt en af ægtefællernes bidrag til erhvervelsen af boet er betydeligt større end den anden ægtefælles (Art. 29, par. 3 FC).

Ved skilsmisse er hver ægtefælle berettiget til en del af værdien af aktiverne til udøvelse af erhverv eller handel samt af den anden ægtefælles tilgodehavender, der blev erhvervet under ægteskabet, såfremt disse er af betydelig værdi, og såfremt vedkommende har bidraget til erhvervelsen heraf med arbejde, midler, omsorg for børnene eller arbejde i husstanden. Der kan ligeledes, forud for skilsmissen, indbringes fordring om, at adfærden af den ægtefælle, der har erhvervet formuen, udgør en trussel for den anden ægtefælles eller børnenes interesser (Art. 30 FC).

Artikel 31 i FC angiver, at fordringer underArtikel 29, paragraf 3 og artikel 30 kan indbringes op til ét år efter ægteskabets ophør, mens fordringer under artikel 29, paragraf 1 og 2, kan indbringes op til ét år efter håndhævelsen af rettens afgørelse om forældremyndigheden over børnene.

Ordning om særeje:

De aktiver, ægtefællerne erhverver under ægteskabet, er deres personlige ejendom (Art. 33, par. 1 FC).

Ved ægteskabets ophør kan hver ægtefælle gøre krav på en del af værdien af ejendom, der er erhvervet af den anden ægtefælle under ægteskabet i det omfang, hvor den, der rejser krav, har bidraget til erhvervelsen deraf med arbejde, midler, omsorg for børnene, arbejde i husstanden eller på anden vis (Art. 33, par. 2 FC).

Foranstaltninger under ægtepagten:

Med en ægtepagt kan ægtefællerne indgå aftale om bodelingen i tilfælde af skilsmisse (Art. 38 FC).

5.2. Hvem hæfter for eksisterende gæld efter skilsmissen/separationen?

Artikel 38 i FC fastsætter, at ægtefællerne gennem ægtepagten kan regulere deres ansvar for de udgifter og forpligtelser, der blev indgået under ægteskabet. Såfremt ægtefællerne ikke har indgået en ægtepagt til at fastsætte deres ansvar, finder bestemmelsen i Artikel 36, paragraf 2 anvendelse: Ægtefællerne hæfter solidarisk for de forpligtelser, der indgås med henblik på familiens løbende behov. Ved ophør af ægteskabet gennem skilsmisse hæfter ægtefællerne fortsat solidarisk for eksisterende forpligtelser indgået under ægteskabet som almindelige, solidariske skyldnere, idet de ikke længere hæfter solidarisk som ægtefæller.

5.3. Har en ægtefælle krav på en udligningsbetaling?

Familieloven regulerer sager, i hvilke en ægtefælle er berettiget til at modtage en større andel af fællesejet (jf. 5.1).