1 Hvilken lovgivning gælder?
1.1. Hvilken lovgivning er gældende for et ægtepars aktiver? Hvilke kriterier/regler bruges til at bestemme, hvilken lovgivning der er gældende? Hvilke internationale konventioner skal respekteres med hensyn til bestemte lande?
Medmindre ægtefællerne indgår anden aftale, er deres ægteskabelige ejendom underlagt den lov, der finder anvendelse på deres forhold, dvs.:
- deres fælles nationale lov, såfremt ægtefællerne har samme statsborgerskab
- loven i den stat, hvor størstedelen af det ægteskabelige samliv finder sted, såfremt de ikke har samme statsborgerskab eller mere end ét statsborgerskab til fælles art. 29 og 30, lov nr. 218 af 31/05/1995).
Italien har ikke ratificeret nogen internationale konventioner på dette område.
1.2. Har ægtefællerne mulighed for at vælge den lovgivning, der skal være gældende? Hvis dette er tilfældet, hvilke principper styrer så dette valg (f.eks. de love, der kan vælges, formelle krav, tilbagevirkende kraft)?
Ja, ægtefællerne kan vælge den lov, der finder anvendelse. De kan aftale, at deres ejendom skal underlægges loven i en stat, hvor en af dem er statsborger, eller loven i en stat, hvor mindst én af dem har opholdssted. Kravene til gyldigheden af form og indhold for aftalen om lovvalg er underlagt loven i det valgte land eller det sted, hvor aftalen indgås (art. 30 lov nr. 218 af 31/05/1995).
Som mindstekrav til formen skal aftalen være skriftlig. Aftalen kan indgås eller ændres på et hvilket som helst tidspunkt, har ikke tilbagevirkende kraft og kan medtages i registreringen af ægteskabets indgåelse.