1 Hvilken lovgivning gælder?

1.1. Hvilken lovgivning er gældende for et ægtepars aktiver? Hvilke kriterier/regler bruges til at bestemme, hvilken lovgivning der er gældende? Hvilke internationale konventioner skal respekteres med hensyn til bestemte lande?

England/Wales

Domstolene i England og Wales anvender altid, hvis de har jurisdiktion, lex fori, i sager, som omhandler skilsmisse og de økonomiske konsekvenser heraf. Se også 9. nedenfor om forum non conveniens.

Skotland

Den lov, som finder anvendelse, når ægtefællerne ikke har foretaget lovvalg, er loven på det sted, hvor ejendommen ligger (lex situs), når det drejer sig om fast ejendom. For løsøre gælder loven på det sted, hvor ægtefællerne er bosat. Hvis ægtefællerne er bosat i hvert sit land, og der i Skotland opstår spørgsmål om deres løsøre, da er det Skotlands lov, som gælder (lex fori) (§ 39 familieret (Skotland) i lov af 2006).

1.2. Har ægtefællerne mulighed for at vælge den lovgivning, der skal være gældende? Hvis dette er tilfældet, hvilke principper styrer så dette valg (f.eks. de love, der kan vælges, formelle krav, tilbagevirkende kraft)?

England/Wales

Nej. Nylig retspraksis fra dommen i Radmacher mod Granatino [2010] UKSC 42 bekræfter, at lex fori skal anvendes i alle tilfælde. Ikke desto mindre er aftalens gyldighed og udfaldet efter den valgte lov antagelig afgørende faktorer, som må tages i betragtning af hensyn til det overordnede princip om rimelighed (se 2.1. og 2.2. nedenfor).

Skotland

Ægtefællerne kan vælge, hvilken lov der skal anvendes. Der er ingen restriktioner eller formelle krav (§ 39(6)(b) familieretsloven (Skotland) af 2006).