1 Hvilken lovgivning gælder?
1.1. Hvilken lovgivning er gældende for et ægtepars aktiver? Hvilke kriterier/regler bruges til at bestemme, hvilken lovgivning der er gældende? Hvilke internationale konventioner skal respekteres med hensyn til bestemte lande?
Ordningen om ægtefællernes formueforhold skal underlægges loven i den stat, hvor begge ægtefæller har bopæl ("bopæl" er det sted, hvor en person normalt opholder sig med hensigt om at blive, og som vedkommende betragter som centrum for sine personlige, sociale og økonomiske interesser). Hvis ægtefællerne har bopæl i forskellige stater, anvendes loven i den stat, hvor de begge er statsborgere. Hvis ægtefællerne aldrig har haft fælles bopæl og har forskelligt statsborgerskab, anvendes loven i den stat, hvor ægteskabet blev indgået (art. 1.28(1) i Civilloven (herefter benævnt CC)).
1.2. Har ægtefællerne mulighed for at vælge den lovgivning, der skal være gældende? Hvis dette er tilfældet, hvilke principper styrer så dette valg (f.eks. de love, der kan vælges, formelle krav, tilbagevirkende kraft)?
Ja, ægtefællerne kan vælge den lov, der finder anvendelse. Ægtefællerne kan vælge loven i den stat, hvor de begge har bopæl eller vil få det i fremtiden, eller loven i den stat, hvor ægteskabet blev indgået, eller loven i den stat, hvor en af ægtefællerne er statsborger (art. 1.28(2) i CC)).